Tjekliste til kildekontrol: spørg dig selv, før du stoler på en kilde

Start med afsenderen. Hvem har udarbejdet oplysningen, og hvad har vedkommende at vinde ved, at du tror på den? En pressemeddelelse fra en virksomhed er en fuldt gyldig kilde til, hvad virksomheden ønsker at sige, men ikke nødvendigvis til, hvordan tingene faktisk forholder sig.

Skeln mellem førstehåndskilder og gengivelser. Et regnskab, en offentlig registrering eller et direkte interview er førstehånds. En artikel, der refererer til dem, er andenhånds, og hver gang noget er gengivet, kan der være sneget sig en fejl ind. Gå så vidt muligt tilbage til udgangspunktet.

Noter også, om kilden har en interesse i emnet. Det diskvalificerer den ikke, men det afgør, hvor meget du skal bakke den op med noget uafhængigt. Skriv ned, hvad du ved om afsenderens position, så du kan være åben om det over for læseren.

En påstand, der kun står på ét sted, er svag, uanset hvor overbevisende den lyder. Spørg dig selv, om du kan finde den bekræftet i en anden kilde, der ikke har kopieret fra den første. To artikler, der begge citerer den samme pressemeddelelse, tæller kun som én kilde.

Kig efter dokumenter, der kan tjekkes: årsrapporter, offentlige registre, afgørelser og aftaletekster. Når et tal stammer fra et regnskab, så angiv hvilket år og hvilken post, så en anden kan finde det samme på få minutter.

Hvis du ikke kan bekræfte noget, er det ikke ensbetydende med, at det er forkert. Det betyder, at du enten må formulere dig forsigtigt, tydeligt skrive, at oplysningen kommer fra én kilde, eller lade den udgå. Det er en bedre afvejning end at gætte.

Tal går ofte galt i konteksten snarere end i selve størrelsen. Tjek enheden, om det er tusinde eller millioner, kroner eller procent, og om perioden passer. En omsætning for ét regnskabsår kan ikke sammenlignes direkte med et resultat for et andet, hvis virksomheden har ændret sin opbygning imellem.

Spørg også, hvad tallet sammenlignes med. En stigning på ti procent lyder af meget, men fra hvilket udgangspunkt, og over hvor lang tid? Uden en rimelig reference risikerer du at give læseren et indtryk, kilden aldrig selv havde til hensigt.

Regn efter, når det er muligt. Hvis du skriver, at noget er fordoblet, så tjek, at de to tal rent faktisk hænger sammen. Små regnefejl er blandt de mest almindelige og de mest pinlige at få påpeget, fordi de er så lette at undgå.

Læs din egen tekst igennem og mærk hver sætning: er det en kontrollerbar oplysning, en kildes vurdering eller din egen fortolkning? Problemer opstår ofte, når de tre glider sammen, så en holdning står, som om den var et faktum.

Brug tydelige markører. Skriv, at en direktør vurderer, forventer eller mener noget, i stedet for at lade det stå som en neutral beskrivelse. Det er en lille ændring, men den giver læseren mulighed for selv at veje udsagnet.

Husk også, at du ikke giver rådgivning. Når du beskriver en virksomheds situation, så undgå formuleringer, der kan læses som en anbefaling om at købe, sælge eller handle. Din opgave er at forklare, hvad der kan dokumenteres, ikke at pege på, hvad læseren bør gøre.

Den sidste test er den enkleste. Forestil dig, at en læser eller den omtalte virksomhed ringer og spørger, hvor du har oplysningen fra. Kan du svare med det samme og vise dokumentationen? Hvis ikke, er der stadig arbejde at gøre.

Gem dine kilder samlet. Et kort notat med link, dato for opslag, navn på kontaktperson og et uddrag af det relevante gør, at du kan genfinde grundlaget længe efter, at teksten er udgivet. Det er også dét, en redaktør eller kollega kan bruge, hvis de skal læse korrektur på dit arbejde.

Vær villig til at rette. Hvis du opdager en fejl efter udgivelsen, er det klogeste at rette hurtigt og tydeligt. En åben rettelse koster langt mindre tillid end en fejl, der får lov at stå, fordi ingen ville have besværet.